Ånden i City Caps er founderen selv. Jeyan Jey blev født i 1986 i den tamilske kystby Point Pedro, Sri Lanka. Da han var 31 dage gammel, måtte hans forældre flygte fra Sri Lanka på grund af de politiske uroligheder, som kulminerede i en regulær borgerkrig i 1986.

De endte i Danmark, hvor de overlevede sammen med den første generation af tamilere, der havde et godt fællesskab og færdedes på kryds og tværs. Efterhånden som Jeyan forsøgte at lære sig selv og sin baggrund at kende, begyndte tamilerne langsomt at udvikle kastesystemet i det tamilske samfund i Danmark. Han var vidne til diskrimination af tamilere, forårsaget af andre tamilere. Man måtte endelig ikke blive for ”dansk” og glemme ens kulturelle oprindelse. Han fungerede tilmed som tolk for sine forældre, og måtte tage med dem til lægen, på kommunekontoret osv. 

Det var bestemt ikke altid let, at få lov til at være sig selv. Jeyan var fremmed i det tamilske samfund, fordi han prøvede at integrere sig, og fremmed blandt danskerne, idet han så anderledes ud. 

Jeyans far praktiserede streng disciplin og social kontrol, og hjemmet var præget af fysisk og psykisk vold. Det kulminerede en sen aften i 1999, da hans far trak en kniv i fuldskab og stak hans mor ned for øjnene af ham. Moren overlevede, faren kom i fængsel og Jeyan blev anbragt hos en dansk plejefamilie i Tistrup. Empati og overskud fra plejefamilien, vennerne og skolen i Grindsted fik Jeyan igennem de svære år, hvor han skulle løsrive sig fra hændelsen. Han blev inkluderet og støttet af lokalsamfundet og fandt et positivt, givende fællesskab, der hjalp ham med at bryde den sociale arv.

Den erfaring vil han gerne give videre. Med City Caps vil han bidrage positivt til det danske samfund og gøre en reel forskel for andre unge mennesker i lignende situationer. Midlet er mode med et budskab. Mode forener. Og netop kasketter er en tidsløs tendens, der kan bæres af alle. Med sine kasketter vil han være med til at fremme et samfund for børn og unge, hvor danske værdier som respekt, tolerance og fredelig sameksistens er i fokus, uanset baggrund eller social klasse. 

Nu er Jeyan endelig fri til at være sig selv. En stolt dansker og familiefar, med høje ambitioner og store planer for sig selv, sit lokalsamfund og hjemland. Hvis han kan bryde med den sociale arv, kan alle, og opskriften er enkel. Med inklusion, støtte og sammenhold kan vi nedbryde sociale og kulturelle fordomme og skabe et nationalt – og måske endda globalt fællesskab, med plads til alle.

Læs næste: Fortællingen. →